post

Et stort nederlag i Vedbæk

Søndag eftermiddag kl. 15.00 – ja, søndag kl. 15.00 – blev kampen fløjtet op mellem FC Rudersdal og Ballerup BK på Vedbæk Stadion, og kl. 15.02 var kampen nærmest forbi. For et hurtige mål til hjemmeholdet, i øvrigt på et fejlagtigt dømt hjørnespark, kom Ballerup sig aldrig rigtig over. Da der var spillet yderligere 17 minutter, stod den 3-0, og Ballerup var nødsaget til at foretage to udskiftninger i bagkæden. De skader som Patrick Madsen og Thomas Eriksen havde døjet med i løbet af ugen, var igen brudt op.

Nede 3-0 forsøgte Ballerup at komme tilbage i kampen, og jagtede en reducering, som kunne skabe bare lidt lys i mørket. Patrick Madsen var tæt på efter en halv time, men to Rudersdalspillere kastede sig heroisk ned, og fik blokeret bolden på målstregen. I 1. halvlegs allersidste sekund fik Mark Petersen også en god skudmulighed, men der var desværre ikke nok saft og kraft i afslutningen.

Efter pausen var Ballerup igen det hold, som var tættest på at lave kampens fjerde mål, men Daniel Pless fik ikke rigtig træf på bolden kort inde i 2. halvleg. 48 minutter spillet, og Ballerup var rent faktisk mest på bolden. Det havde Rudersdal det fint med, og de stod lavt og forsvarede sig. Og det gjorde de godt. I det hele taget var det et hjemmehold, som var forberedt til fingerspidserne på Ballerup, og som var klar over hver enkelte spillers styrker og svagheder. Godt trænerarbejde, og godt udført af de opmærksomme Rudersdal-drenge.

Derfor virkede det også som en naturlig selvfølgelighed, set ud fra kampens forløb, og den satsning som Ballerup var nødsaget til at lave, at Anton Egholm fik den tid og plads, som han ikke må få. De fleste serie-fodbold-kendere, kan nok huske ham for hans Rabonna-scoring, som gik viralt i 2015, men han har altså scoret meget flittigt for FC Holte og FC Rudersdal lige siden. Det var derfor en rigtig dårlig kombination set med Ballerup-briller, men hjemmeholdet virkede meget tilfredse med de tre scoringer, som han fik sat ind fra det 57. til det 70. minut.

Således endte det med et historisk stort nederlag på 6-0 til Ballerup BK, og det er der ikke så meget mere at sige om eller til. Fuldt fortjent. Det er bare tilbage på træningsbanen, og så må det gå ud over AB på lørdag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *