SEJR I USKØN AFFÆRE

Nicolai Jacobsen og Oliver Wissing

Det var en vigtig kamp Ballerups bedste mandskab var taget til Lynge for at spille. Træner, Kim Wiborg, fik i optakten gjort det klart for spillerne, at det var nu, der skulle investeres de ekstra procenter, så kampene til foråret også bliver sjove at spille. Og det lignede da også en trup, der var kommet til Lynge for at tage alle tre point med hjem, og ikke mindst tage revanche for det nederlag, der for alvor slukkede håbet om oprykning til Serie 1 i forrige sæson.

Det kan godt være, at Nicolai Jacobsen og Oliver Wissing, slet ikke var seniorspillere sidst Ballerup spillede på banen ved Lyngehallen, men de var bestemt klar til at udfordre hjemmeholdet. Der var knapt nok spillet et minut før Nicolai Jacobsen finder Oliver Wissing med en stikning i dybden, men afslutningen sidder desværre lige på målmand, Magnus Christiansen, og Lynge slipper med skrækken.

Ballerup havde vundet møntkastet, og havde valgt at starte kampen med en god blæst i ryggen i troen om, at vinden ville hjælpe med det hurtige offensive spil. Men realiteten var dog, at vinden hjalp lidt for meget til, og de fremadgående afleveringer endte som oftest med, at bolden røg ud over baglinjen. De første 20 minutter var det klart Lynge-Uggeløse, der spillede bedst fodbold, selv med vinden i hovedet. Først kommer hjemmeholdet tæt på en føring, hvor bolden bare skulle have været inde for målrammen, og lidt efter måtte Thomas Lydolph i Ballerups mål diske op med en stor redning.

Lidt mod spil og chancer, blev det dog Ballerup, der kom foran. På et godt hjørnespark fra Patrick Madsen får Kevin Fejer dirigeret bolden ned foran Nicolai Jacobsen, og med overbevisende kræft kunne den unge spiller notere sin første scoring som seniorspiller. 22 minutter spillet, 1-0 til Ballerup. Scoringen slog umiddelbart pusten ud af hjemmeholdet, og Ballerup kom bedre med i kampen. Resten af første halvleg bød på masser af muligheder for at udbygge føringen, men der manglede lige den sidste skarphed i angrebet. I forsvaret havde Mickel Stumpe, Thomas Eriksen, Patrick Madsen og Mikkel Faarup også fundet rytmen, og det var ikke meget der ikke blev opsnappet eller clearet fra de fire bagerste. Der blev derfor fløjtet til pause uden yderligere scoringer.

I pausen må Nicolai Jacobsen lade sig udskifte med ankelproblemer og ind kom Daniel Pless. Han lagde sig helt i front, i en Ballerupoffensiv, der fra første fløjt jagtede den næste scoring. Og chancerne var der. Kevin Fejer, der var rykket ud på venstre kant, fik løbet om kap med Lynges defensiv rigtig mange gange. Og Kevin var da også lidt for hurtig for Lynges Mathias Hauskov, der klodset for sparket Kevin ned med et gult kort som resultat. Og en 10 minutters udvisning blev rigtig hård for Lynge-Uggeløse, for minuttet efter det gule kort får Mikkel Andersen assisteret Oliver Wissing, der med en smule hjælp fra en forsvarsspillers afretning, kan sende bolden ind til 2-0 efter 54 minutter.

I den sidste halve time af kampen kunne Ballerup have lukket kampen af flere omgange, men det blev ikke til flere scoringer. Til gengæld fik Lynge-Uggeløses Mikkel Valsø reduceret med et kvarter igen, til stor irritation for et ellers velspillende forsvar. Scoringen gav hjemmeholdet blod på tanden, og der blev blæst til angreb, for at få scoret det udlignede mål. Men Ballerup stod imod, selvom Lynge-Uggeløse kom rigtig tæt på 2-2 målet. Men Thomas Lydolph tryllede en fantomredning ud af ærmet, helt til sidst, og kunne derfor sørge for at Ballerup fik alle tre point med hjem, og nu indfinder sig på fjerdepladsen i Serie 1.

Den flotte præstation i målet var næsten nok til at gøre Thomas Lydolph til kampens spiller, men en rigtig velspillende Nicolai Jacobsen endte med tage titlen.

Serie 1, pulje 1: Lynge-Uggeløse IF – Ballerup BK 1-2 (0-1). 22. minut 0-1 Nicolai Jacobsen, 54. minut 0-2 Oliver Wissing, 78. minut 1-2 Mikkel Valsø. Gult kort 53. minut Mads Hauskov, Lynge-Uggeløse IF.